Forside Menu Indkøbskurv Søg

Øristeriets kaffe & espresso blog

Hvordan laver man kaffe?

Hvordan laver man kaffe - her er en hurtig gennemgang af de mest populære brygningsmetoder ;)

Stempelkande

De fleste kaffetyper, uanset ristning, kan med held brygges på en stempelkande. Hvis man kun skulle vælge én slags kaffeudstyr, måtte det være en stempelkande. Særligt de lys- og mellemristede kaffer vinder ved stempelkandebrygning. Til stempelkande er det vigtigt, at de kværnede kaffebønner er grovmalet. Hvis kaffen er malet for fint, bliver resultatet en stærk og plumret kaffe. Inden du hælder det kogte vand på kanden, bør du lade det stå et par minutter, så det falder til ca. 95 grader, som er den ideelle temperatur for kaffebrygning (hvis vandet er kogende udtrækkes flere bitterstoffer). Anvend én kaffemåleske (7 gr.) pr. kop. Lad ikke stempelkandekaffe trække mere end ca. fire minutter, ellers bliver den let for stærk og bitter. Invester evt. i en af Bodums små timere til formålet (koster under 40 kr.) – de bipper efter fire minutter.

 

Kaffemaskine

Bedst til de lys- og mellemristede kaffer, men man kan også med held bruge en mørkristet eller espresso. Den kværnede kaffe skal være fint malet og brug kun ét strøget kaffemål pr. kop. Hvis kaffen er for groft malet, får du en tynd kop kaffe. Brug filtre af god kvalitet (invester evt. i et guldbelagt filter) og lad ikke kaffen stå på varmepladen for længe, så mister den både aroma og smag, og bliver let til det berygtede ”opvaskevand”. Det bedste er derfor at slukke for maskinen, så snart kaffen er færdigbrygget, og evt. hælde kaffe på en termokande.

 

Moccakande

Egner sig bedst til mørkristede og espressokaffer. Sammen med en mælkeskummer har man her et udmærket og billigt alternativ til en espressomaskine. Brug fintmalet kaffe (dog ikke helt så fintmalet som til espressomaskine). Flyt kanden fra komfuret, så snart den er færdig (medmindre du har en elektrisk, som slukker selv), kaffen mister nemlig aroma og smag, hvis den står og koger.

 

Espressomaskine

Egner sig bedst til, ja espressokaffe! Man kan dog også med held bruge andre typer mørkristet kaffe. Den malede kaffe skal være fintmalet til espresso. Netop ved espressobrygning er det en stor fordel, at bruge friskristet kaffe, for det gør det lettere at få den eftertragtede crema. Husk at bruge kildevand til din maskine, hvis du gerne vil passe på den. Særligt hvis du bor i et område, hvor der er meget kalk i vandet.

Hvordan laver man kaffe? http://www.øristeriet.dk

 

← Ældre indlæg  |  Nyere indlæg →

Søg